Den Medicinske biobank i Umeå blev grundlagt i 1986 og består i dag af ca. 140.000 blodprøver fra mennesker, primært fra Västerbottens amt. Blodprøverne analyseres for at påvise en forbindelse mellem forekomsten af visse typer sygdomme og de bagvedliggende genetiske eller miljømæssige faktorer.
En ny undersøgelse fra Umeå universitet viser, at ikke bare rygere men også passive rygere har øget risiko for at udvikle MS. Det kan dog ikke siges med sikkerhed hvor længe, man skal have røget eller været udsat for passiv rygning.
Mens man længe har vidst, at rygning kan være en medvirkende faktor ved sygdommen MS, har forskere ved Umeå universitet i Sverige for nylig påvist, at tobaksrøg faktisk indebærer en større risiko, end man tidligere har troet. Deres undersøgelse viser nemlig, at også passiv rygning øger sandsynligheden for, at man kommer til at lide af MS.
Flere gange højere risiko
Ved hjælp af Umeå universitets medicinske biobank målte forskerne indholdet af kotinin, et stof der nedbryder nikotin, i blodet hos et stort antal personer. Derefter fandt man ud af hvem af disse personer, der har MS. Resultaterne viste tre til fire gange så høj risiko for at få MS ved et forhøjet niveau af kotinin i blodet. Og selv ganske svage spor af nikotin gav udslag i form af flere sygdomstilfælde.
Kvinder er mest sårbare
Især hos kvinder med MS, kunne der registreres spor af kotinin i blodet – og vel at mærke både hos rygere og ikke-rygere. Ifølge forskerne kan dette skyldes flere ting. Dels at kvinder opholder sig oftere i røgfyldte miljøer end mænd, dels at det tager længere tid for kvinder at nedbryde tobaksrøgens skadelige stoffer. Alt i alt gør det kvinder mere sårbare.
Selv en smule røg er skadeligt
– Man kan ikke sige noget sikkert om, hvor længe man skal have røget eller være udsat for passiv rygning, før det bliver farligt, siger Peter Sundström fra instituttet for klinisk neurovidenskab ved Umeå Universitet.
Men noget, som overraskede ved forsøget, var den såkaldte tærskeleffekt. Forskerne havde ventet, at risikoen for at få MS ville være højere, jo mere man udsættes for tobaksrøg. I stedet ser det ud til, at man kan tale om en tærskel, hvor risikoen allerede ved et ret lavt niveau øges betydeligt.
Forbløffende resultater på vej
– Den aktuelle undersøgelse kommer ikke nærmere ind på, hvordan sygdomsforløbet af MS vil være, når der er røg involveret. Men i en anden undersøgelse, som snart offentliggøres, påviser vi, at rygning faktisk forværrer prognosen. Selvom resultaterne stammer fra en forholdsvis lille undersøgelse, er de forbløffende og skal undersøges yderligere, fortæller Peter Sundström.
- Det, der trådte tydeligst frem i den undersøgelse, var, at tidlig rygestart, altså inden 16-års-alderen, påvirker sygdomsudviklingen negativt og også øger sandsynligheden for, at sygdommen forværres snigende fra begyndelsen, siger Peter Sundström.
Senest opdateret:
2011-12-05